Den ældste borger i Favrskov er død: Willy sang til det sidste med sit 100 år yngre oldebarn
Willy Ammitzbøl Sørensen fra Søften har sunget sin sidste sang.
Willy Ammitzbøl Sørensen fra Søften er død i en alder af 103 år. Han blev født 25. juli 1919 og døde 3. maj 2023, hvor han var den ældste borger i Favrskov Kommune.
»Han var altid ung af sin alder og virkede til at være 20-25 år yngre, end han var. Som 96-årig var han med til at fælde træer i haven, og i de næste par år var han stadig aktiv i haven og kunne bukke sig efter hækaffald,« fortæller hans søn Henrik Sørensen, der først ”fik lov” at klippe forældrenes hæk i farens sidste år.
»Han havde svært ved at forlige sig med, at jeg overtog at klippe hækken.«
Ville ikke på pension
Willy blev født i Horsens for snart 104 år siden, hvor han som ung var købmandsbud og blandt andet leverede varer til de indsatte i Horsens Statsfængsel. Han blev uddannet gartner og arbejdede nogle år som gartner, indtil han efter 2. verdenskrig fik ansættelse hos Post- og Telegrafvæsenet. Her arbejdede Willy, indtil han som 70-årig kontorpakmester i Aarhus blev tvunget til at gå på pension.
Willy følte sig dog langt fra færdig på arbejdsmarkedet og fik i en årrække job hos Jørgen Andersen Ingeniørfirma, der havde en afdeling i Hinnerup.
»Han stod blandt andet for forsendelsesafdelingen og gik enormt meget op i det. Han var altid meget regelret og pligtopfyldende, et ordensmenneske,« fortæller sønnen.
Havemand
Familien var i 1979 flyttet fra en ”betonblok” i Aarhus til Grøntoften i Hinnerup, hvor den gartneruddannede familiefar havde 1.200 kvadratmeter at slå sig løs på.
»Hvad han har brugt af timer i den have, er helt vildt. Græsset var nærmest klippet med en saks, og han byggede selv carport og plantede til og meget mere,« fortæller Henrik Sørensen.
I begyndelsen af det nye årtusinde var forældrene med til at opføre 13 andelsboliger og et fælleshus i en klynge på Engen i Søften.
»Boligklyngen gav et godt socialt miljø og et tæt forhold til naboerne. Både min mor og far har været enormt glade for Søften og følt en nær tilknytning til stedet.«
I Willys sidste år nød han at komme i sognegården og deltage i kirkens arrangementer. Forældrene kom også meget i søndagscaféen i den nærliggende Simonsens Have, som hustruen Kirsten Bendixen var med til at få op at stå.
»De sociale fællesskaber betød enormt meget for min far som pensionist,« fortæller sønnen.
Oldebarn
I 2020, hvor Willy fyldte 100, fik han sit første oldebarn, Milas, som oldefaren havde stor glæde af.
»Han kunne slå i bordet på en sjov måde, som Milas syntes, var enormt sjovt, men da han selv prøvede det, fik han ondt hånden. Vi har nogle rørende billeder og videoer, hvor de to med 100 års aldersforskel sidder og synger. Hvis min far ikke lige vidste, hvordan han skulle agere, begyndte han at synge ”Jeg er ikke som de andre” eller ”Jeg bærer med smil min byrde”«.
»I de sidste år, hvor han blev lidt dement, var min mor en fantastisk støtte for ham. Hun hjalp ham igennem de sidste år, hvor han blandt fik lidt svært ved at gå,« fortæller Henrik Sørensen.
Willy Ammitzbøl Sørensen efterlader sig sin hustru Kirsten Bendixen, to sønner, børnebørn og oldebørn. Han er blevet bisat fra Søften Kirke og har fået plads på kirkegården ved siden af Henriks lillebror.