Klovneløb i Hadsten til fordel for Danske Hospitalsklovne
Nu kan du støtte hospitalsklovnenes arbejde for indlagte børn ved at deltage i Klovneløb i Hadsten.
Lørdag 18. juni klokken 10-13 bliver der afholdt klovneløb i Hadsten.
Klovneløb er for alle, store og små, løbende og gående. Det handler ikke om at være hurtigst, men om at få en hyggelig dag med familier, venner og kollegaer. Når du tilmelder dig klovneløbet, støtter du Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier på alle landets børneafdelinger.
Igennem 11 år har flere end 70.000 danskere deltaget i Klovneløb over hele landet. Der er blevet indsamlet over 6,5 millioner til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier.
Igennem Lilleåparken
I Hadsten er det den lokale Lions Club og Hadsten Handel, der frivilligt arrangerer klovneløbet på vegne af Danske Hospitalsklovne. Starten går i Søndergade ved Sparekassen Kronjylland, hvor der bliver sat en portal op. Ruten går igennem Lilleåparken og slår et smut omkring Aagarden i Ågade, hvor Fit og Sund holder til og tilbyder løbetest og gratis is til alle børn.
»Vi har i Lions tidligere støttet hospitalsklovnene med donationer, og så tænkte vi, at vi gerne ville prøve at stable et klovnekøb på benene sammen med Hadsten Handel. Vi vil gerne støtte det arbejde, hospitalsklovnene gør for børn, der har det skidt,« fortæller Vagn Hammer fra Lions Hadsten.
Første gang i Hadsten
Det er første gang, der bliver klovneløb i Hadsten, og arrangørerne har været rundt på skoler og i børnehaver og hængt plakater op for at gøre forældrene opmærksom på løbet i håbet om, at så mange som muligt vil deltage og på den måde bidrage til Danske Hospitalsklovne.
Det koster 70 kroner at deltage, og de lokale arrangører må beholde syv kroner til at dække omkostninger og markedsføring af løbet. Lions Hadsten og Hadsten Handel har dog besluttet selv at afholde alle udgifter og dermed donere hele deltagergebyret til hospitalsklovnenes arbejde på landets børneafdelinger.
Der bliver afholdt Klovneløb rundt om i hele landet fra maj til juli. Alle løbene er arrangeret af lokale frivillige, der har lyst til at engagere sig og gøre en forskel for deres lokalsamfund. Du kan tilmelde dig, din familie, venner og kollegaer på klovneløb.dk.