Lars Knud Olsen, formand for Idrætssamvirket skyder med skarpt i seneste nyhedsbrev.

Lars Knud Olsen, formand for Idrætssamvirket skyder med skarpt i seneste nyhedsbrev.

Gider de frivillige blive ved?

Besparelserne på Kultur- og Fritidsområdet får formanden for Idrætssamvirket til at råbe vagt i gevær

Af
Erling Baastrup

”Vi kan få det indtryk, at politikerne ikke ønsker fokus på de besparelser, der blev vedtaget i oktober måned på Kultur- og Fritidsområdet. Det kan man ikke fortænke dem i, da det jo er et minus på 500.000 kr. til det frivillige foreningsarbejde. Penge, som foreningerne skal finde på andre måder,” siger Lars Knud Olsen, der er formand for Favrskov Idrætssamvirke. Han fortsætter:
”Nogen vil sige, at i forhold til andre områder er Fritidsområdet sluppet billigt, men vi skal tænke på, at det er gratis frivillig arbejdskraft, der igen lægges hindringer i vejen for. Frivillige, som via arbejdet i foreninger helt gratis hjælper til med at holde både det sociale og sundhedsmæssige område økonomisk ”nede”. Tænk hvis de frivillige begyndte at sige: ”Nej, nu gider vi sgu ikke mere! Hvad ville det så komme til at koste kommunen? Netop derfor er dette område ikke et område der skal spares på men i stedet investeres i. Gratis arbejdskraft hænger ikke på træerne, men indtil videre dog stadigvæk i foreningerne,” siger formanden.

Eftergivet gæld

Banekridtningsområdet er der, hvor det rammer mest, men generelt er det også besparelser på banesynsmidler, sommeraktiviteter etc., der rammer hårdt i foreningernes økonomi. Og der er kun de frivillige til at hente dem hjem.
”Når vi så ser, at andre områder inden for KFL området får ”eftergivet gæld” på grund af økonomisk uansvarlighed, jeg tænker her på Hadsten Bio og Musikskolen (med al ære og respekt for deres frivillige arbejde), hvor er vi så henne? Hvordan kan der findes penge til dette, når der ikke kan findes midler til vores område, som jo er til for at skabe yderligere aktivitet til gavn for alle i kommunen,” siger Lars Knud Olsen.

Publiceret 20 January 2011 07:00