Hammels U14 Piger starter med tre sejre

Selv om de er nye i selskabet, så er Hammels U14 Piger kommet rigtig godt fra sæsonstarten i pigernes 1. division og i Jysk Elitecup

Af
Erling Baastrup

Pigerne fra U14 i HGF Håndbold kvalificerede sig til 1. division før jul og har gjort det imponerende flot med sejre i de tre første kampe, hvor Hammel har besejret Visse ude 25-18, Thisted hjemme 33-10 og endelig HEI ude med 19-17.
Hammel er endvidere fortsat med i den jyske Elitecup, hvor holdet i kvartfinalen skal møde Rødekro fra Sønderjylland.
1. division består af de bedste hold i Jylland, og Hammel har med den flotte start bevist, at de kan matche de allerbedste hold.

Også på kredshold

Hammels talentfulde trup har stor bredde, hvilket har affødt, at ikke mindre end 8 spillere er at finde på kredshold, hvoraf to spillere, Sarah Andreassen og Mette Thyrsted, ligeledes er på pigeprojekt under Dansk Håndbold Forbund.
Den flotte turneringsstart giver naturligvis masser af selvtillid og der ses med spænding frem til næste opgør søndag 30. januar i Hammel Idrætscenter, kl. 13.10, hvor Hammel møder en af favoritterne til JM, Holstebro Håndbold 90. Sidste hold i Hammels pulje er Strandby/Elling fra Nordjylland.

Publiceret 24 January 2011 12:03