Julie på sin 250 kubikker.

Julie på sin 250 kubikker.

Julie tæt på toppen igen

Motocross-pige fra Sall skipper fredagsbajerne for at nå længst muligt i karrieren på to hurtige hjul

Af
Erling Baastrup

Hun startede i 2005 som 11-årig. Dengang gav hun drengene røde ører ved at køre fra dem. Efter en nedtur nærmer hun sig nu igen toppen med sin motocross-maskine. 250 kubik. Hun hedder Julie Arendtsen og bor i Sall.
Til dagligt går hun på handelsskolen i Silkeborg. Lidt arbejde kan det også blive til, men ellers står der motocross hen over hendes liv med en tyk streg. Den strækker sig i øvrigt heldigvis også hen over kæresten.

Der trænes i kondirummet hjemme på gården.

Der trænes i kondirummet hjemme på gården.

Forfulgt af uheld

Efter en god start de første par år væltede fortrædelighederne pludselig ind over Julie. Hendes 85 kubikmaskine blev for lille til hende. Det kostede en diskosprolaps, før den blev skiftet. Et styrt ved Ladys Cup i 2008 gav balancecentret et slag, hvilket betød, at Julie hele tiden kørte og væltede. Så gik en skulder af led, hvilket krævede en operation i august 2009. Herefter er det gradvist blevet bedre og bedre med det hele, og i 2010 deltog hun i alle løbene i sin union, som er for amatører. Det gav udelukkende første- og andenpladser. Den sidste slags, når en dygtig fra de professionelle blandede sig.

Sådan så hun ud i 2007 som 13-årig. Dengang var der 85 kubik under hende.

Sådan så hun ud i 2007 som 13-årig. Dengang var der 85 kubik under hende.

Mere seriøs

Hvorfor klarer du dig bedre end de andre piger i din union?
”Jeg er nok den mest seriøse, så selv om jeg ikke helt har nået mit niveau, så er jeg stadig bedre end dem. Men skaderne har sat mig tilbage rent fysisk. Jeg har ikke kunnet træne så meget, og dermed kan jeg ikke køre så stærkt. Det er jo et spørgsmål om at kunne hænge fast på cross'eren,” fortæller Julie, der har indrettet sit eget træningslokale. Og det bruges, når der er tid!
Hvad siger klassekammeraterne til din sport?
”De forstår det slet ikke. Jeg kan jo ikke gå i byen og drikke om fredagen, når der skal køres i weekenden. Lidt om vinteren, men hvis cross-karrieren går som den skal, dropper jeg helt byturene,” fortæller Julie.

Kæresten er også cross-kører, så de kender begge betingelserne til tid og penge.

Kæresten er også cross-kører, så de kender begge betingelserne til tid og penge.

Fokus savnes

At køre cross koster penge. Mange penge. Familien må hjælpe til. Sponsorer er det svært at få:
”Det er næsten umuligt at få sponsorkroner til enkeltpersoner. Derfor overvejer jeg at gå sammen med andre cross-piger og lave et team,” røber Julie, der er klar over, at det vil gøre det nemmere at få sat fokus på sporten og dermed blive interessant som reklameobjekt, når der er flere med. Og hun ved, at der er mange piger, der crosser, men de tør ikke stille op til løbene.
En anden måde at fange fokus på er at lade amatørerne og de professionelle køre sammen. Det sker for første gang i år. Derfor har Julie ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvor god hun er i forhold til det nye felt. Og der er kun 10 uger til første løb.

Kan ikke stoppes

Fremtiden?
”Jeg vil gerne op på et niveau, hvor jeg kan klare mig som professionel. Det er meget dyrere at være med, men til gengæld er der jo pengepræmier, hvis man er god nok,” siger Julie, der er overbevist om, at skavanker og uheld ikke vil kunne holde hende tilbage fra at nå langt. ”Jeg har aldrig haft den tanke at stoppe,” lyder det.
Hvornår tror du, at du er proffer?
Lang tænkepause. Så kommer det: ”Hvis alt går vel, så om to år,” lover Julie.

Publiceret 01 February 2011 06:00