Tre kasser af Målfarlige Mike mod Kolind

HSK's Mike Kristensen fik med tre mål hevet sejren hjem mod Kolind

FODBOLD Serie 2. 2. påskedag. Kolind/Perstrup IF - HSK: 2-3 (1-2). Målscorer, HSK: Mike Kristensen 3. Fidusen: Mike med 8 stemmer (Super indsats af Mike krydret med 3 kasser). Andre stemmer: Anders 7 og Givard 2. Anders og Givard spillede også en god kamp. Anders reddede os i et par afgørende situationer, og Givard arbejdede stenhårdt for holdet og krydrede en god indsats ved at lægge op til sejrsmålet til 2-3. Holdopstilling, HSK: Anders Uhrskov - René "GC" Christensen, Martin Dam, Niclas Schneider - Anders Bager, Troels Fisker, Michael Lange, Daniel Gregersen, Simon Givard - Mike Kristensen, Jesper "Jau" Nørgaard. Ude startede: Simon Gregersen, Morten Frost Jensen og Kasper Nikolajsen. På taktikmødet inden kampen var der skideballe fra Bo over den ringe indsats i torsdags mod DB. M.h.t. dagens kamp mod KP sagde han, at vi skulle vinde slaget om midtbanen, hvis vi skulle vinde kampen over Kolind/Perstrup (KP). Især skulle vi sidde tæt på deres midtbaneorganisator Rasmus Hansen og så passe på deres farlige kant- og midtbanespiller Mikkel Stær. Fremadrettet skulle vi forsøge at komme ud over vores kanter og presse/udfordre deres backs. Måske var det skideballen der virkede. Det var i hvert fald et meget koncenteret HSK-mandskab der startede kampen. Og midt i halvlegen kom vi foran med stor hjælp fra KPs målmand, der sparkede forbi bolden, hvorefter Mike kunne løbe bolden i mål til 0-1. Lidt efter sendte Daniel en god bold ind foran mål, hvor Mike brugte hovedet og scorede til 0-2. Desværre lukkede vi KP ind i kampen, da Dam spillede en KP-spiller fri, hvorefter han tog et træk og sparkede bolden i mål til pausestillingen 1-2. Efter pausen kom vi til at stå for langt tilbage på banen, og KP pressede på for en udligning, og den kom desværre med godt et kvarter tilbage, da en KP-spiller sparkede bolden i mål til 2-2. Men vi slog straks tilbage. Simon Givard fik i et sandt raseri tilkæmpet sig bolden, og han spillede på tværs til Mike, der scorede til 2-3 ved at kure/glide efter bolden og efterfølgende sparke bolden i mål til ellevild jubel. Mod slutningen af kampen kom vi under pres, og i en enkelt situation måtte Uhrskov hive en kanonredning ud af ærmet. Det blev lidt for spændende til slut, men efter 5 minutters overtid, kunne vi juble over den velfortjente sejr.

Publiceret 28 April 2011 07:00