Håndboldklubben gik Europa tynd: Her er belønningen

Corona-motionsprojekt i Hadsten Håndbold greb om sig og blev en endnu større succes end planlagt

Artiklens øverste billede
Jesper Blak, indehaver af Super1Rent i Hadsten, overrækker check på 25.000 kroner til byens håndboldklub.

initiativ Jesper Blak, indehaver af Super1Rent i Hadsten, havde det store smil på, da han for nylig var forbi Vestjysk Bank Arena i Hadsten med en gavecheck på 25.000 kroner til Hadsten Håndbold.

Donationen stammer fra klubbens initiativ 'Gå for Fællesskabet' i februar, hvor Jesper og Super1Rent besluttede at donere tre kroner pr. kilometer, klubbens medlemmer gik eller løb i fællesskab med familie, holdkammerater eller bare for sig selv.

Projektet blev sat i gang for at holde fokus på aktivitet og bevægelse i en nedlukningstid, hvor man ellers bruger tiden i hallen med de afgørende kampe i sæsonen.

Europa rundt

Tanken var at gå Europa rundt og 'besøge' alle de nye verdensmestre på herrelandsholdet i håndbold og så fortælle lidt historier om dem undervejs på håndboldklubbens Facebookside, hvilket klubbens medlemmer og familier tog godt imod.

"Vi kom lynhurtigt langt bagud på historierne i forhold til, hvor vi reelt set var henne. På to dage havde vi nået hele Danmark rundt, og efter halvanden uge var vi faktisk halvvejs på turen. En uge før udgangen af februar var vi ved vores mål i Barcelona, hvor Kevin Møller skulle være den sidste, vi besøgte. Men vi fortsatte med at gå måneden ud, fordi det bare var så sjovt og fedt at se alle de billeder, og hvordan medlemmerne tog det til sig," fortæller Simon Buus Olsen, Salgs- og Eventchef i Hadsten Håndbold, i en pressemeddelelse.

Længere end planlagt

Målet var at gå 3.800 kilometer, men klubben nåede næsten 6.000 kilometer på 25 dage i februar, altså næsten 2.200 kilometer længere end planlagt.

Det samlede beløb for donationen skulle så være på 18.000 kroner, men Jesper Blak syntes, klubben fortjente noget mere præstationen og hele den 'bølge', initiativet fik skabt for klubbens medlemmer.

"Vi er rigtig glade for at være sponsorer i Hadsten Håndbold, og derfor var det nemt at sige ja til dette initiativ, da Simon spurgte. Vi fulgte troligt med undervejs og kunne se, hvordan det virkelig blev til en bevægelse i klubben. Vi ved, at midlerne bliver brugt godt i Hadsten Håndbold til nye initiativer og projekter, som kan gavne lokalområdet, så vi valgte at lægge 7.000 kroner oveni, så det i alt blev 25.000 kroner, vi giver i ekstra corona-sponsorat i år. Det synes vi, klubben fortjente ovenpå den flotte indsats," fortæller Jesper Blak.

Skoleprojekt med DGI

Midlerne er allerede i gang med at blevet søsat i nye projekter.

"Før corona var vi i gang med et større projekt med DGI om at involvere fire lokale skoler i at få sat mere bevægelse og boldspil på skoleskemaet. Her tænker jeg, midlerne passer godt ind i, så vi kan få aktiveret alle de børn og unge, som har været hjemme fra skole og idrætten i lang tid nu," fortæller Simon Buus Olsen.

jr

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen