Kåringer i TIF: Her er årets frivillig og årets unge tiffer

Fodbold-frivillig og taekwondo-udøvere snuppede priser og hæder i Thorsø Tungelund-IF.

Artiklens øverste billede
Magnus Hoffmann, Tristan Nielsen, Laura Schmidt, Tobias Schmidt og Tobias Overgaard blev 'årets ungdomstiffer’. Pressefoto

Hvert år siden 1981 har Thorsø Tungelund-IF (TIF) kåret Årets Tiffer. Det er blevet en tradition, hvor enten en god indsats på holdet eller som frivillig er blevet anerkendt. Vinderen får lov til at have vandrepokalen stående, inden den skal videre året efter.

Siden 2009 har TIF desuden kåret ’årets unge tiffer’. Det kan være en frivillig eller en, som bare har den rette sports- og holdånd.

Prisen som ’årets frivillig’ gik til Peder Thomsen fra fodboldafdelingen. Dan Brandt er i grønt. Pressefoto

I år gik prisen som ’årets frivillig’ til Peder Thomsen fra fodboldafdelingen. Siden 1992 har han været frivillig i klubben, og han har i alle de år hjulpet med både træning, turneringer, fester og bestyrelsesarbejde. Peder har været med til at skabe gode resultatet i TIF, og ikke mindst har han fået pigeholdet med helt frem i rækken.

Prisen som ’årets ungdomstiffer’ fik fem unge taekwondo-udøvere. De fem er rollemodeller for de andre på holdet, og de er kommet til alle træninger - også udenfor i regnvejret, da corona-pandemien tvang alle til udendørstræning. De hjælper altid med at stille op og bliver gerne bagefter for at hjælpe med oprydningen. Til træning er de meget dedikerede og derfor en stor inspiration for de yngste på holdet.

De fem kæmpere er: Magnus Hoffmann, Tristan Nielsen, Laura Schmidt, Tobias Schmidt, Tobias Overgaard.

Kæmpe skulderklap

Normalvis bliver vinderne kåret under festlige omstændigheder, men corona-pandemien har også her sat forhindringer i vejen.

»Vi har måtte gøre noget andet i år, og derfor blev vinderne kåret hver for sig,« siger Dan Brandt, som er hovedformand i TIF - han fortsætter:

»Det er et kæmpe skulderklap til vinderne, og det er altid en fornøjelse at overrække priserne.«

Læs også

Del artiklen