Ultraløb: Ulstrup havde sit første 6-timers-løb

Per Jørgensens første 6-timers-løb blev en succes.

Artiklens øverste billede
44 særdeles friske løbere tog kampen op mod løb i seks timer. Privatfoto

I lørdags prøvede 44 løbere kræfter med seks times løb i træk i en perfekt ramme bestående af Ulstrups flotte natur og super løbevejr i form af overskyet og 19 grader.

»Som timerne skred frem blev folk mere og mere møre, men det holdt dem ikke fra at udføre deres bedste helt til slut,« skriver arrangøren Per Jørgensen, som selv er ivrig løber.

Ruten gik gennem villakvarterne, til Trækstiens træbro, gennem Hagenstrupparken og tilbage mod Ulstruphallerne

Alle begyndte klokken 9.30, så da klokken nåede 15.30 kunne løberne endeligt strække armene i vejret.

Artiklen fortsætter under billedet:

Per Jørgensen (med hvid kasket) er selv ivrig løber og er senest begyndt også selv at arrangere løb i Ulstrup. Privatfoto

Gentager succesen

Derefter var der fællesspisning med præmie-udtrækning på løbenumrene. Mange sponsorer havde nemlig bakket godt op om det nye initiativ i Ulstrup. Bedste kvinde og mand i form af fleste kilometer på de seks timer blev også kåret.

Hos kvinderne gik førstepladsen til Ulla Due Lange, da hun løb godt 62 kilometer. Bedste mand var Peter Vestergaard med godt 68 kilometer.

»Der skal lyde en kæmpe tak til alle sponsorerne samt tak for hjælperne til dette løb,« skriver Per Jørgensen i en mail til redaktionen.

Han kan, efter en dyb indånding, afsløre, at der også næste år vil være et 6-timers-løb i Ulstrup.

Læs også

Del artiklen