Hadsten Håndbold: Broløs er fortrøstningsfuld inden premieren

Hadsten Håndbold tager hul på 1. division 13. september på hjemmebane.

Artiklens øverste billede
Sarah Stougaard er ny hos Hadsten Håndbold. Venstrefløjen er kommet til fra Skanderborg. Arkivfoto: Ole Nielsen

»Vi vil da gerne fortsætte med at drille de større hold.«

Sådan lyder det fra Mathias Broløs, cheftræner for 1. divisionsdamerne i Hadsten Håndbold, der 13. september tager hul på den nye sæson. Og ’fortsætte’ henviser til, at Hadsten-holdet i sidste sæson samlede markant flere point sammen, end man kunne have forventet, når man sammenlignede trupperne i rækken.

»Målet er som udgangspunkt top-6, og så tager vi den derfra. Vi skal kæmpe for at være endnu mere sultne, så vi fortsat kan drille de store hold i rækken, men vi er ydmyge og går til opgaven med respekt, også fordi vi har skiftet en del ud i truppen og også har haft lidt skadesproblemer,« lyder det fra Mathias Broløs, der konstaterer, at der går pænt fremad med at ’samle det sidste’, så holdet står skarpt ved sæsonstart.

»Det ser ok ud, men vores topniveau er nok nogle uger væk.,« siger han.

Nye spillere

Cheftræneren kan glæde sig over tilgang til truppen, blandt andet i form af Kamilla Bruus, der har ligaerfaring fra Aarhus United og Skanderborg Håndbold, samt af Sarah Stougaard, der har repræsenteret både Skanderborg Håndbold og Holstebro i den bedste række. Blandt tilgangene finder man også de unge bagspillere Cecilie Hovgaard og Emma Thatt.

Mathias Broløs har Sønderjyske som oprykningsfavorit foran Aalborg Håndbold - og med Vendsyssel som outsider.

»Jeg synes generelt, at rækken ser stærk ud, fordi der er flere hold, der ser stærkere ud i denne sæson end i sidste,« siger han.

Hadsten møder i sæsonpremieren AGF hjemme i Vestjysk Bank Arena. Kampen spilles 13. september kl. 19.30.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen