For første gang i historien: HGF Dolphins vinder DM-medaljer

DM på kortbane havde lokal deltagelse, og det kastede to medaljer af sig til Hammel for første gang nogensinde.

Artiklens øverste billede
Cheftræner Peter Diinhoff Henningsen, Sophus Henningsen, årgang 2007, og Esben Frimand, årgang 2006. Pressefoto

For første gang i Hammel GF Svømmeklubs over 30-årige historie havde svømmere fra klubben kvalificeret sig til danmarksmesterskaberne på kortbane i weekenden - og svømmerne havde en særdeles god DM-debut. De vandt nemlig to medaljer med sig hjem!

Det var Sophus Henningsen og Esben Frimand, som deltog i de danske årgangsmesterskaber i svømning i Gentofte. De stillede i alt op i syv discipliner og satte personlige rekorder i de seks.

Sophus Henningsen kom på podiet to gange. Han vandt sølv i 100 meter fri i tiden 56,10 og forbedrede sin personlige rekord i finalen med mere end to sekunder. Desuden vandt Sophus bronze i 200 meter fri i tiden 2:05:00, og her skar han mere end tre sekunder af sin personlige rekord.

»Jeg er meget stolt af svømmerne,« lyder det fra HGF Dolphins cheftræner Peter Diinhoff Henningsen efter danmarksmesterskabet - han fortsætter:

»Dette er et resultat af mange års indsats fra leder- og trænergruppen. Vi havde håbet på, at svømmerne kunne forbedre deres tider, men vi havde slet ikke forventet, at det ville være muligt at forbedre tiderne så meget til DM. For eksempel var Sophus seedet til en niende plads, men nu er han nummer to på den nationale rangliste. Vi kan være meget stolte af deres resultater i HGF Dolphins.«

csj

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen