Snart kan du ro mod andre på "vandet" i Hinnerup

Nu kan du kombinere ro-træning med konkurrence mod andre

Artiklens øverste billede
Konkurrence fra indvielsen af rocenter i Harlev. Privatfoto

FitnessMaster i Hinnerup er ved at etablere et rocenter, hvor op mod 10 personer kan ro mod hinanden ad gangen og hele tiden se, hvor deres båd er placeret på ”vandet” - ganske ligesom at følge en ro-konkurrence på TV.

Fidusen er, at bådene bliver projiceret op på vandet på en væg, og så kan roerne og tilskuere for den sags skyld følge med i, hvem der fører, og hvor langt der er op og ned til konkurrenterne.

»Der er rigtig mange, som gerne vil kombinere træning med konkurrence, og det kan de nu gøre,« fortæller Jørgen Hyldahl, indehaver af FitnessMaster i Hinnerup.

Succes i Harlev

Han ejer også et fitnesscenter i Harlev, hvor der allerede er etableret et tilsvarende rocenter, som nu for alvor er kommet i gang efter corona.

»Vi har fået rigtig god feedback på rocentret i Harlev, som e det eneste motionscenter i Danmark, der har det. Jeg er sikker på, det bliver en megasucces i Hinnerup,« siger Jørgen Hyldahl, hvis datter Karina Hyldahl er daglig leder af centret i Hinnerup.

»Der lyder et horn, når starten går, og så kan man se, nu har jeg roet 100 meter, og nu har jeg roet 500 meter, og hele tiden følge med i, hvor man ligger i feltet. Det er sjovt at følge med i og se, når folk skal ro 2.000 meter. Mange er slet ikke klar over, hvor langt det er, og går flade efter 2-300 meter, første gang de prøver det og ikke er vant til at disponere kræfterne. Man skal finde ud af sit eget tempo og ikke nødvendigvis følge med dem, der fiser afsted fra start.«

Idéen med rocentret er at skabe et romiljø ligesom i en almindelig roklub, og indehaveren håber med tiden at kunne afvikle mesterskaber, man kan kvalificere sig til.

Det er også muligt at koble bådene sammen og dermed afvikle konkurrencer med to eller fire roere i hver båd.

Romaskinerne kan også benyttes af motionister, der bare vil ro en tur uden at konkurrere mod andre, oplyser Jørgen Hyldahl.

FitnessMaster i Hinnerup har cirka 10 år på bagen og har 5-600 medlemmer, der kan boltre sig på 750 kvadratmeter.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen