Har anlagt 18 hullers fodboldgolf-bane i baghaven

Det er ikke verdens største fodboldgolf-bane, men ikke desto mindre er det blevet til 18 huller ved Peter Hvids hjem i Sporup.

Artiklens øverste billede
En lille reminder om fortidens frilandsgrise er grisehytten på bane 18, som fungerer som hul. Foto: CSJ

Hvor der tidligere har gået grise, er der nu en 18-hullers fodboldgolf-bane. Banen ligger i Peter Hvids baghave på Toustrup Stationsvej i Sporup – lige dér hvor kommunegrænsen skifter til Silkeborg.

Idéen om at lave deres egen fodboldgolf-bane opstod under corona-nedlukningerne.

»Vi kunne jo se under corona, at golf og fodboldgolf var populært, da det var udendørs og i små grupper. Samtidig har vi altid selv fundet fodboldgolf-banerne, der hvor vi har været på ferie. Vi synes, at det er sjovt,« siger Peter Hvid, som har to fodbold-interesserede drenge på 12 og 17 år.

»Da jeg sagde til dem, at jeg ville lave vores egen bane, troede de vist ikke helt på mig, men de nyder godt af banen, når kammeraterne er med hjemme,« fortæller Peter Hvid med et smil.

Har selv designet

Hvor den nyanlagte bane ligger, er der de seneste fire år blevet produceret hø til heste. Før det gik der frilandsgrise på marken. Dem er der dog ikke mange spor tilbage efter – eller det vil sige, faktisk er der et lille hint til fortiden inkorporeret i en af banernes design. Her består hullet nemlig af en gammel grisehytte.

En skæg idé, som familien fik. De har nemlig selv designet og anlagt de 18 huller på det 13.000 kvadratmeter store areal.

Det gik ret smertefrit - også for pengepungen:

»En af de største udgifter, ved at anlægge en bane, er græs - og det havde vi jo ligesom allerede. Så skal græsset selvfølgelig slås et par gange om ugen – og kun én gang nu her sidst på sæsonen. På den måde bruger vi ikke megen tid på banen,« forklarer Peter Hvid, som fortsætter:

»Når gæsterne ankommer, er det selvbetjening. Folk betaler via MobilePay og tager selv bolde. Vi stoler på folk. Man kan bare møde op, men specielt hvis man er en gruppe, anbefaler vi, at man booker på forhånd.

Stigende interesse

Banen stod færdig i august, og indtil nu har den været pænt besøgt - dog mest i weekenderne.

»Der har eksempelvis været en del fra feriecentret i Gjern, og flere og flere begynder også at booke banerne som en del af en tur - eksempelvis en polterabend,« siger Peter Hvid, som regner med at holde åbent til og med efterårsferien og så måske nogle weekender derefter, før han altså slår ”dørene” op igen til foråret.

Læs også

Del artiklen