Rytmegymnastik er mere end fejesving og to skridt til siden

I Hinnerup Gymnastik melder færre piger sig til rytmeholdene. Det ærgrer foreningen og de unge frivillige instruktører, som brænder for dans og rytme. De vil vende udviklingen og gøre op med forestillingen om den klassiske rytmegymnastik.

Artiklens øverste billede
Rytmepiger 3. - 4. klasse. Privatfoto

Når man scroller igennem listen med gymnastikhold på Hinnerup Gymnastiks hjemmeside, er seks ud af i alt 43 hold rytmegymnastik. Men i løbet af de seneste år har foreningen oplevet en nedgang i antallet af tilmeldinger på de fleste af rytmeholdene.

»Vi synes, det er brandærgerligt at rytmeholdene i år står med nogle små hold, hvor der egentlig er plads til mange flere gymnaster,« siger gymnastikforeningens næstformand Rasmus Bach i en pressemeddelelse.

En forklaring på nedgangen kan ifølge Rasmus Bach være, at mange forbinder rytmegymnastik med noget stift og gammeldags.

»Når man læser rytmegymnastik, kan man godt komme til at tænke på klassisk gymnastik med fejesving og to skridt til siden. Men rytmegymnastikken har udviklet sig, og i dag skal man være meget alsidig som rytmegymnast.«

Udforsker dans

19-årige Rosa Holst har gået til gymnastik i foreningen, siden hun var helt lille. I de seneste fem år har Rosa været instruktør for forskellige rytmehold, og hun er lige blevet optaget på ASG’s førstehold i Aarhus for talentfulde gymnaster.

I Hinnerup Gymnastik underviser Rosa Holst på Ungeholdet-Rytme for 16-25 årige. På holdet bliver forskellige grene af dans og bevægelse blandet sammen lige fra balletteknik til hip-hop-trin. Og netop diversiteten er for Rosa Holst noget af det bedste ved rytmegymnastik.

»Det fede ved at træne rytme er, at man må lidt det hele. Der er ikke så faste rammer, og det rummer mange stilarter. På den måde udforsker vi mange forskellige hjørner af dans,« fortæller hun.

Opvisningerne manglede

På grund af coronanedlukningen blev alle gymnastikopvisninger i og udenfor foreningen sidste år aflyst, og holdene blev enten sat på pause eller omlagt til online-undervisning.

Manglende kendskab til rytmegymnastikken kan muligvis være en forklaring på de dalende tilmeldinger. Men Rosa Holst mener også, at nedlukningen har betydet noget:

»Jeg tror også, det er derfor, at mange er faldet fra. Fordi der på grund af corona ikke har været mulighed for at komme ud og vise det, vi har øvet os på i løbet af sæsonen.«

Opvisningerne er vigtige for hendes gymnaster, for de inspirerer og motiverer, fortæller Rosa Holst.

»Man kommer ikke bare for at optræde, man kommer også for at se de andre hold. Mange gange ser man nemlig andre hold og tænker; ”ej hvor er de dygtige, det vil jeg også gerne kunne.” Til opvisningerne kommer vi ud og får inspiration og bliver fascinerede.«

Engagerede instruktører

Hinnerup Gymnastik er en forening drevet af mere end 150 frivillige og består af omkring 1000 medlemmer. Mange af instruktørerne er som Rosa Holst selv gymnaster, der bruger en del af deres fritid på at undervise i enten rytme eller spring.

Ifølge næstformand Rasmus Bach er det helt centralt, at der er engagerede instruktører på holdene, som nye gymnaster kan at se op til. Derfor satser Hinnerup Gymnastik stort på instruktørkurser og sociale arrangementer for de frivillige. Og det virker, fortæller han.

»Der er en stor villighed til at være instruktører og hjælpere. Og min oplevelse er, at de unge bliver ved med at være i foreningen, fordi her er rart at være, og fordi de brænder for gymnastikken. Der er en god atmosfære, hvor man bliver set og respekteret, for den man er.«

Plads til dig

Med genåbningen afvikles alle hold i foreningen igen som normalt, og gymnasterne arbejder frem mod forårsopvisningen i marts. Mange af holdene, herunder rytmegymnasterne, planlægger desuden at deltage i forskellige opvisninger i Aarhus i løbet af foråret.

Næstformand Rasmus Bach håber, flere har lyst til at give foreningsgymnastikken i Hinnerup en chance, og hans budskab er klart:

»Lige meget om du har prøvet kræfter med rytmegymnastik før eller ej, så har vi plads til dig. Så kom og vær med en gang eller to og se, om det ikke noget for dig.«

jr

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen