Nyt trænerteam for Hammels fodboldherrer

Steen Brøndum og Tommy Funch Rasmussen deles om træneransvaret for Hammel GF's bedste fodboldhold.

Artiklens øverste billede
Steen Brøndum (til venstre) og Tommy Funch Rasmussen er det nye trænerteam i spidsen for Hammel GF's bedste fodboldhold. Privatfoto

Efter seks år med Tonny Rasmussen som træner bliver der skiftet ud på trænerposten for Hammel GF’s bedste fodboldhold, der i efteråret rykkede fra serie 2 ned i serie 3.

Trænergerningen bliver i det nye år varetaget af et trænerteam i form af Steen Brøndum og Tommy Funch Rasmussen, der begge har været i klubben i mange år. Steen Brøndum har været træner for andetholdet, der i efteråret rykkede ned fra serie 3 til 4, mens Tommy Funch Rasmussen har været assistent for førsteholdet.

»Steen og Tommy supplerer hinanden godt og egner sig begge rigtig godt til at stå for Hammels førstehold. De kender begge klubben og spillertruppen rigtig godt og har budt ind med mange ting, blandt andet omkring træningskulturen.,« fortæller Bjørn Helbo fra seniorudvalget i Hammel GF.

Gang i træningen

»Det har haltet noget med træningen på det seneste, hvilket nok også skyldes corona, som har betydet, at der til tider slet ikke har været træning. Vi har brug for ny energi og skal have sparket gang i træningen, så vi kan få en højere træningskvalitet og flere til træning,« siger Bjørn Helbo.

»Med to ligestillede trænere kan vi udnytte begges kompetencer, og når de er to, kan de holde en høj intensitet til træning, så spillerne hele tiden er i gang.«

Med trænerskiftet kommer der desuden nye øjne på udtagelsen af spillerne til førsteholdet, og det kan være med til at skabe ny konkurrence, så spillerne skal oppe sig for at blive udtaget, fortæller Bjørn Helbo.

Seniorafdelingen består af mange helt unge spillere i alderen 17-20 år, som går på gymnasiet eller lignende og stadigvæk bor hjemme. En stor gruppe U19-spillere rykkede i sommer op som senior og skal være med til at tegne fodboldfremtiden i Hammel GF.

Derudover har man også en stor flok spillere i 20’erne, som er flyttet til Aarhus, men har holdt fast i at spille for barndomsklubben og kører frem og tilbage mellem Aarhus og Hammel et par gange om ugen.

Oprykning ikke et mål

Førsteholdet har i de senere år ligget i serie 2 og havde for et par år siden en oprykningskamp til serie 1, som dog glippede. Efter nytår står den som nævnt på serie 3-fodbold for byens bedste hold, men der ligger ikke noget pres fra klubbens side om, at førsteholdet straks skal vende tilbage til serie 2, fortæller Bjørn Helbo fra seniorudvalget.

»Det vigtigste for klubben er træningskulturen, som er fundamentet for, at det er sjovt at spille fodbold og holde på spillerne.«

Hammel GF starter efter planen den nye sæson op den sidste lørdag i januar eller første lørdag i februar. Klubben skal også have fundet en ny træner til andetholdet, når nu Steen Brøndum skal stå i spidsen for førsteholdet sammen med Tommy Funch Rasmussen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen