»Der er en speciel glæde ved at sparke en mand i hovedet«

For nogle år siden fik Jan Drachmann en alvorlig skade og fik rykket et ledbånd af knæskallen til karatetræning.

»Jeg var virkelig ked af det, for jeg troede aldrig, jeg skulle komme til at sparke en mand i hovedet igen. Der er en speciel glæde ved at sparke en mand i hovedet. Det er en helt fantastisk følelse, og man bliver glad. Er det ikke rigtigt, Flemming,« siger Jan Drachmann med et grin henvendt til Flemming Andersen.

»Jo,« kommer det ligeledes med et grin fra Flemming, der ligesom Jan har dyrket karate og undervist i karate det meste af sit liv.

Jan Drachmann var blot 18 år, da han i 1982 stiftede Hinnerup Karate. Det begyndte godt nok som en taekwondoklub, men fokus skiftede hurtigt til karate, og efter nogle år skiftede klubben officielt navn til Hinnerup Karate.

Glemmer sin alder

Allerede året efter fik Jan det sorte bælte, og det har han stadigvæk i en alder af 58 år, selvom han ikke træner helt så meget, som da han var ung og rejste rundt i verden for at dygtiggøre sig.

»Jeg træner hver dag, og jeg elsker det. Det er sjovt og holder mig i live. Fysikken og smidigheden er ikke den samme, og jeg kan ikke længere gå i split og spagat, men når jeg bliver varm, glemmer jeg, at jeg snart er 60. Og jeg kan stadigvæk sparke Flemming i hovedet,« siger Jan og fremkalder endnu et grin fra sin karatekammerat.

»Karate kræver både styrke, kondi og smidighed, så det er utroligt godt for helbredet. Man kan hele tiden blive bedre, og efter en hård træning er det som om, hele tavlen bliver visket ren,« siger Jan og tilføjer:

»Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at træne, og jeg slutter først, når jeg dør. Det er definitivt sådan, det er.«

Drillet i skolen

Interessen for kampsport begyndte allerede som barn, da han gik på Korsholm Skole.

»Jeg blev kaldt Bette-Jan og blev tit drillet, fordi jeg var lille og svag. Så fik jeg øje på Bruce Lee og begyndte at gå til judo i Ølsted Judo Klub, for jeg gad ikke være svag hele mit liv.«

Senere begyndte han at træne taekwondo i en klub i Aarhus, der gerne ville udvide med en filial udenfor byen, og så fik Jan idéen til at åbne en klub i Hinnerup. Han hængte sedler op på de lokale skoler og gik til kommunen, der tilbød træningstid to gange om ugen i Haldum-Hinnerup Skolens gymnastiksal.

Den allerførste træning fandt sted 15. marts 1982. Dengang trænede alle sammen, men med tiden kom der separate hold for børn og voksne.

Klubben har haft over 100 medlemmer og har i dag cirka 70 medlemmer, der i de seneste 10 år har holdt til i et lokale i Rønbækhallen. Her har klubben fået faste bløde måtter i gulvet, så medlemmerne slipper for at skulle slæbe måtter frem og tilbage, når de skal træne.

Mourinho i Hinnerup

Den lokale karateklub har for nylig haft besøg af den danske landstræner Tejs Damkjær, og den engelske karatelegende og nidobbelte verdensmester Wayne Otto har også været i Hinnerup flere gange for at lære fra sig.

Senest har klubben i februar haft et weekendarrangement med engelske Iain Abernethy.

»Iain er en af verdens bedste instruktører, så det svarer til at få Mourinho til Hinnerup for at træne fodbold. Iain er exceptionel god og kommer her hvert år og er med til at bedømme sort bælte graduering,« fortæller Jan Drachmann og Flemming Andersen, der er Hinnerup Karates chefinstruktører samt henholdsvis formand og kasserer.

Disciplin og etikette

Noget af det gode ved karate er ifølge Jan og Flemming, at man lærer disciplin og etikette. Karate som kampsport kan være farligt, hvis man slår eller sparker igennem, så man er nødt til at tage ansvar for sig selv og andre – være disciplineret.

I træningslokalet hersker der en særlig etikette, hvor man viser respekt ved at bukke for hinanden, når man begynder og slutter.

»Nogle er holdt op med at bruge denne etikette, men jeg synes, det er rigtigt godt især for børn, som styrter rundt og kan have svært ved at sidde stille i skolen. Her lærer de at sidde helt stille og koncentrere sig, og det har en værdi,« siger Jan.

Flemming påpeger dog, at karate ikke er løsningen på alt.

»Nogle gange er man nødt til at ringe til forældrene og sige, at man ikke tror, karate er noget for deres barn. Det er meget individuelt, og karate er ikke løsningen for alle børn med forskellige sociale udfordringer,« siger Flemming.

Det bedste der er sket

Der har igennem årene været rigtig mange børn igennem karateklubben i Hinnerup, som Jan og Flemming har trænet, og det er det hele værd, når man senere møder forældre med et stort smil på.

»Det er en stor fornøjelse, når man møder forældre, der siger, at det er det bedste der er sket for deres dreng.«

»Selvforsvarsmæssigt er karate supergodt, og selvtillidsmæssigt er det supergodt. Vi har haft personer, der er kommet uden selvtillid, men igennem klubben har fået stor selvtillid,« fortæller de to chefinstruktører.