Andreas og Frederik åbner tre padel-baner i Hadsten
Der kommer en indendørs og to udendørs baner på Toftegårdsvej
Det varer ikke længe, før du kan svinge battet i Hadsten og dyrke Danmarks formentlig hurtigst voksende sportsgren: Padel.
I 2017 var der 30 padel-baner i Danmark. I dag er der langt over 200, fortæller brødrene Frederik og Andreas Bossow Angel, som står bag tre nye padel-baner på Toftegårdsvej i Hadsten. Frederik og Andreas blev som mange andre betaget af padel, da de prøvede det i Aarhus sammen med nogle kammerater.
”Det er vanvittigt sjovt og minder meget om tennis, men der er mere spil og længere dueller i padel end i tennis. Da vi så ville booke en ny tid, var der lang ventetid. Det går sgu’ ikke, så det skal vi have til Hadsten,” fortæller brødrene med et smil.
Købt en hal
Den ene af de tre baner er en indendørs bane, der er ved at blive etableret i en hal, som brødrene netop har købt til formålet sammen med deres far, der ligesom sine sønner er selvstændig erhvervsdrivende. Padel-banen og faciliteterne er indrettet i den ene ende af hallen, mens den anden halvdel er udlejet til Den Jydske Haandværkerskole.
Der er lagt nyt cementgulv, som skal beklædes med kunstgræs, hvorpå der bliver hældt to tons sand.
”Det gør det blødere for knæene, og det er ikke så hårdt for kroppen at spille padel,” fortæller Frederik og Andreas.
Hallen får nyt tag og facade og har også fået en større makeover indenfor, hvor der er en slags tribune/lounge, hvor du kan se ned på banen og følge spillet. Der er omklædningsrum, bad og toiletter og ikke mindst både varme og højt til loftet i hallen. Der er otte meter fra gulv til loft, og det er ikke uvæsentligt, for hvis bolden rammer loftet, har man tabt duellen.
Indendørsbanen åbner 1. april, vel og mærke hvis coronarestriktionerne til den tid er blevet lempet og tillader indendørs sport.
Udenfor hallen er det planen at etablere to udendørs baner på et græsareal mellem hallen og Toftegårdsvej.
Pay & Play
Frederik og Andreas Bossow Angel kalder deres projekt for Favrskov Padel. Det er ikke en klub, der kræver medlemsskab, men hvor du spiller og betaler fra gang til gang. Du bestiller online en bane i en time eller to og får udleveret en kode, så man kan komme ind på banerne. Der er bat og bolde, hvis man ikke selv har, og mulighed for at købe en forfriskning i automater.
Man spiller normalt padel to mod to, og en bane kommer til at koste 200 kroner i timen fra klokken 06-15 og 300 kroner i timen fra klokken 15-23.
Padeltennis er på menuen i Hammel allerede fra maj
Den nye padel-hal har adresse på Toftegårdsvej 8 nogle få hundrede meter fra, hvor Frederik og Andreas Bossow Angel til daglig driver deres virksomhed IP Maskiner, der sælger maskiner til stålindustrien. De begår sig også i studenterkørsel og har en lang række lastbiler, som kører rundt med nybagte studenter i Hadsten og andre steder. Deres far har virksomheden Hadsten Tip-Service, der holder til på samme matrikel på Toftegårdsvej.