Oprykkerne fra Søften GF har fået en forrygende start
Søften GF buldrer derudad og fører Jyllandsserie 1, selvom holdet er oprykker.

Søften GF rykkede i efteråret op fra Jyllandsserie 2 til Jyllandsserie 1 og er kommet særdeles godt fra start i den stærkere række.
Efter seks kampe er Favrskovs højest rangerende fodboldhold fortsat ubesejret med fem sejre og en uafgjort, og holdet fører rækken med 16 point.
I fredags var der topbrag på udebane i Grenaa mod FC Djursland, som Søften slap bedst fra med en sejr på 1-0.
Den debuterende målmand Mikkel Ammentorp holdt buret rent, og 10 minutter før tid afgjorde William Saleh kampen med målet til 1-0. Sejren bragte Søften GF på 1. pladsen foran FC Djursland, der med 13 point er nummer to og er tre point efter Søften GF.
Næste kamp er lørdag 7. maj klokken 13.30 på hjemmebane mod Brabrand, der er placeret midt i rækken med ni point efter de første seks runder. Kampen mod Brabrand er den sidste kamp i første halvdel af forårssæsonen. Derefter skal de otte hold møde hinanden igen.
Alle hold spiler således 14 kampe, og hvis Søften GF kan holde sig på 1. pladsen, bliver klubben belønnet med direkte oprykning til Danmarksserien. Rækkens nummer to skal ud i en oprykningskamp.
Topholdets topscorere er William Saleh og Casper Laczko, der efter de første seks kampe har scoret henholdsvis seks og syv mål.