Mesterskab i bilorienteringsløb begynder i Hadsten
Bilorienteringsløb er en sportsgren, der handler mere om samarbejde og koncentration end om motorkraft.
Starten går fra Anders Petersen Automobiler på Skanderborgvej i Hadsten, når en afdeling af det danske og jysk/fynske mesterskab i bilorienteringsløb foregår lørdag den 18. juni. Arrangør af løbet er Bjerringbro og Omegns Autosport.
Løbet afvikles for en dels vedkommende i Hadsten og den nærmest omegn, hvor det er lykkedes for løbslæggerne at støve mange gode detaljer og smuthuller op, mens løbets afslutning er i Hjerminds gamle skole, hvor Bjerringbro og Omegns Aurosport har klublokaler.
Bilorienteringsløb bliver ikke udført i hårdt tunede biler med stor motorkraft og larmende fremfærd, selv om det hører under benævnelsen motorsport, men for en stor dels vedkommende i udøvernes egne dagligdags køretøjer.
Afgørende samarbejde
Sporten handler nemlig ikke primært om at komme først i mål, men om at finde de rette veje og hjulspor. Mandskabet, der bemander bilen, er holdets sande styrke.
Samarbejdet mellem de chauffør og observatør med at få omsat de oplysninger, der bliver givet af løbslæggerne, er det, der afgør forskellen mellem succes og det modsatte.
Køreordren er nede i så små marginaler, som for eksempel om man skal på højre eller venstre side af en havehæk, langs med en ladebygning kontra ind ad porten og ud i den anden ende eller om man skal passere fem eller syv træer, inden man foretager en drejning til en af siderne.
Sammenspillet mellem de to mand i bilen er af afgørende betydning. Observatøren ser stort set hele tiden ned i køreordrer og kort, mens chaufføren er øjnene udadtil og ham, der styrer måleudstyret, så man hele tiden ved præcis hvor mange meter, man har tilbagelagt siden sidste fikspunkt.
Noterer kontroller
Mandskaberne noterer kontroller, som er placeret i vejkanten på løbsruten, ned på et udleveret kontrolkort. Det er gule skilte med et bogstav påmonteret, og der er mellem 80 og 120 kontroller i et løb. Det hold, der har flest rigtige vinder løbet.
Kørte ud foran politibil: Mand med alkoholmisbrug har igen fået frakendt kørekortet i 10 år
Inden DM har en lille hærdet gruppe af løbslæggere brugt uanede mange fritimer på tilrettelæggelse af enhver tænkelig detalje. Vigtigst af alt er velvilje hos private lodsejere af enhver art, for uden deres private områder, veje, haver, lagerhaller, staldbygninger og mange andre finurlige steder kan sporten overhovedet ikke føres ud i livet.
Sporten er selvfølgeligt også underlagt den almene færdselslov og har tilladelse fra politimyndigheden i løbsområdet til at måtte afvikle løbet.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d
sra