400 frivillige bærer Hinnerup Cup
Cirka 1500 fodboldspillere spillede i weekenden over 1000 fodboldkampe i Hinnerup.
Mange måneders planlægning og koordination fra styregruppen og 400 frivillige, når stævnet ruller.
Det er, hvad der skal til for at få Hinnerup Cup til at lykkes, og det skete endnu en gang i den forgangne weekend, hvor cirka 1500 fodboldspillere fra nær og fjern spillede over 1000 kampe på banerne ved Rønbæk og Haldum-Hinnerup.
Her var der blandt hold fra Ravnsbjerg IF, der deltog i stævnet for første – men næppe sidste – gang.
»Det er et godt stævne,« lød det samstemmende fra de tre fodbolddrenge Sebastian, Sean og Ludvig.
Deres træner, Allan, var også begejstret.
»Morgenmaden var super god, og hvis de andre måltider er lige så gode, så er det bestemt en fuldtræffer. Ja og så må vi ikke glemme indkvarteringen. Rønbækskolen, hvor vi er indkvarteret, er helt perfekt,« sagde træner Allan fra Ravnsbjerg IF.
En fest for hjælperne
Camilla Fredenslund stod for bespisningen i Rønbæk Idrætscenter, hvor hun med hjælp fra omkring 50 forældre hen over weekenden serverede sund morgenmad, frokost og aftensmad for de omkring 1000 spisende stævne-gæster.
»Alle hjælper hinanden, og selv om det kan være hårdt indimellem, så er det alligevel en fest for hjælperne at give en hånd med, og ofte får vi stor ros for maden og servicen fra spillere og trænere. Det luner, og så kan man godt klare endnu mere,« fortalte Camilla Fredenslund.
For stævneleder Jeanette Højsgaard Johansen er Hinnerup Cup kulminationen på næsten et års planlægning og koordinering, og selv om hun og resten af styregruppen som sædvanligt måtte arbejde hårdt for at få de sidste vagter besat, så lykkedes det endnu en gang.
»Det er imponerende, som alle giver den gas med deres opgaver. Det er hårdt, og man bliver dejligt træt, men det hele foregår med et stort smil om munden, og alle hjælper i flok,« lød det fra Jeanette Højsgaard Johansen.
Sammenhold og overskud
Fodboldformand Niels-Chr. Jönsson var da også en meget glad mand, da Lokalavisen Favrskov talte med ham søndag, hvor han havde en vagt i tombolaen på Rønbæk-anlægget.
»Det er fantastisk, at det her kan lade sig gøre, så stor tak til styregruppen for endnu en gang at få stablet Hinnerup Cup på benene. Hinnerup Cup har stor betydning for klubben på to måder. Dels er den medvirkende til at skabe et stærkt sammenhold på kryds og tværs af holdene i klubben og blandt de mange frivillige forældre, og dels skaber den et flot overskud, som vi kan bruge til at skabe endnu bedre faciliteter på vores træningsanlæg,« sagde Niels-Chr. Jönsson og tilføjede:
»Og så håber jeg da også, at byens borgere og handlende nyder, at der er så mange glade gæster i vores by.«
jr