Nyt fitnessanlæg i Hadsten er for hele byen
Håndværkerskolen stiller udendørs fitness anlæg til rådighed for byens borgere.
Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten har fået et nyt udendørs fitness anlæg. Fitnessanlægget er åbent døgnet rundt, og det er håbet, at det også vil bruges af hadstenborgere, som gerne vil have lidt sved på panden.
»Nu er banen er indviet, og vi håber, at byen vil bruge den. Vi ser det som måde at bygge bro mellem by og skole, hvor man kan møde elever og lærlinge, og de kan møde lokale borgere,« fortæller leder af håndværkerskolens skolehjem, Sille Brodersen, i en pressemeddelelse.
På fitnessbanen kan man udføre forskellige øvelser for hele kroppen, og der er opsat en planche med inspiration til øvelser. DJH understreger, at ophold på banen er på eget ansvar.
Anlægget er finansieret af Håndværkerkollegiets fond og er blevet bygget i løbet af i år.
jr