Dartgutter på Åkroen jubler over uventet succes
Nervøsiteten var ved at spænde ben for fire kammerater, der i flere år har spillet på darthold sammen.
Onsdag 7. december var der usædvanligt mange gæster på værtshuset Åkroen i Hadsten. Stamgæster og dartspillere var kommet for at heppe på dartholdet ”De fire bukkebruse vender tilbage”, der skulle spille efterårets 10. og sidste kamp mod et hold fra et værtshus i Vejle.
De fire bukkebruse havde overrasket positivt ved at vinde de fleste af holdets kampe i deres række på dartliga.dk og kunne med en sejr sikre sig førstepladsen.
»Vi tænkte for meget over den kamp, var nervøse og rystede på hænderne. Vi fik gummiarm,« fortæller Thorbjørn Nielsen.
Nervøsiteten forplantede sig ud i armene og fingrene, så pilene blev ikke sendt afsted med den normale præcision, og bukkebrusene endte med at tabe kampen. Nederlaget betød, at turneringen skulle afgøres i den sidste runde, hvor dartholdet fra Hadsten ikke selv skulle spille og var afhængig af, at resultaterne flaskede sig til deres fordel.
»Vi har bare ventet, ventet og ventet på, om vi kunne bibeholde førstepladsen. Der var to hold, som kunne slå os,« fortæller Johnny Poulsen, som dog ikke har været helt så nervøs om Thorbjørn:
»Jeg havde så mange dårlige nerver, var mere hys end jeg plejer og slet ikke til at være sammen med,« fortæller Thorbjørn.
Glæden var derfor til at føle på, da bukkebrusene fandt ud af, at de havde vundet rækken. Det gjorde de om morgenen på dagen, hvor Lokalavisen senere mødte de fire gutter og deres træner/holdkaptajn Per Kjærgaard på Åkroen.
»Vi er meget stolte, og det skal fejres nu. Det bliver nok noget med nogle øl,« siger Johnny Poulsen, der ligesom sine holdkammerater har knappet en øl op, da avisen ankommer.
Christian Mejlby nøjes dog med en cola, da han skal videre til banko.
Se men ikke høre
Bukkebrusene –Thorbjørn, Johnny, Christian og ”Olsen” – har i flere år spillet dart sammen på et af Åkroens hold og deltaget i dartliga.dks turnering. De har været vant til at spille i en række, hvor holdene har mødt hinanden fysisk på hjemmebane og udebane. I år har de for første gang deltaget i en ”remote” række, hvor holdene ikke møder sine modstandere fysisk.
Det kan lade sig gøre, fordi holdene spiller på hver sin elektroniske dartmaskine, der er forbundet med hinanden online og registrerer alt. Dartmaskinene har endda kameraer, så man under kampen kan se modstanderne kaster og dartskiven, de kaster mod.
»Hvis du spiller et andet sted, kan du nemt blive distraheret af folk, der råber eller fyrer op for et anlæg. Vi kan bedre lide det på den her måde, hvor man godt nok kan se hinanden på skærmen, men ikke høre hinanden. Det er noget andet,« fortæller bukkebrusene, der har det bedst på ”hjemmebane” på Åkroen, hvor de i årevis er kommet og har kastet med pile.
»Det sociale betyder meget. Vi har altid spillet for at have det sjovt, men vil også gerne vinde,« siger Christian Mejlby.
»Vi er gode til at støtte hinanden og sige kom igen gutter,« tilføjer Karsten Olsen, der bare bliver kaldt Olsen.
Dolly Partons drenge?
Vennerne fra Hadsten er klar til at forsvare turneringssejren, når dartliga.dk om et par måneder sætter forårets turneringer i gang. Træning er ikke noget, de gør så meget i, men måske kommer der nye boller på suppen næste år.
»Jeg går ud fra, vores træner fortsætter og holder os i ørerne,« siger Johhny og kigger over på Per, der bekræfter med et nik.
Det kan også meget vel være, at spillerne finder på et nyt navn til holdet, der har spillet under forskellige navne.
»Vi har før kaldt os ”Mongolos” og ”Mors Drenge”. Måske skal vi hedde ”Pers drenge” eller ”Dolly Partons drenge” næste år. Man ved aldrig, hvad der sker,« siger Thorbjørn som det sidste.
Han, Olsen og Johnny har taget plads i baren, da Lokalavisen journalist forlader Åkroen, og måske har de i løbet af aftenen fundet på et nyt navn til holdet?