Efter 25 år er Connie og Momme stadig store ildsjæle
Det hele begyndte i 1997 med 10 medlemmer på Haldum-Hinnerup Skolen. I dag har Favrskov Taekwondo Klub 225 medlemmer, og Connie og Momme Knutzen er stadig drivkræfterne.
Da Connie Emmik Knutzen og Momme Heinrich Knutzen flyttede til Hinnerup i 1997, havde de aftalt at holde en pause med at engagere sig i taekwondo. Men aftalen blev ikke helt overholdt – faktisk meget langt fra.
»Den aftale var vist mest en ensidig aftale,« siger Connie Emmik Knutzen med et glimt i øjet, mens hun ser på sin mand.
Allerede før familien nåede at flytte ind i dens nybyggede hus, havde Momme nemlig lige lagt vejen forbi kommunen og havde sådan set fået alt på plads med træningstider på Haldum-Hinnerup Skolen. Og dermed var Hinnerup Taekwondo Klub født.
»Det måtte jeg så hjem til Connie og præsentere. Det var vist ikke særlig populært i starten. Men altså... Jeg er jo en igangsætter,« siger Momme.
Hinnerup Taekwondo Klub blev sidenhen til Favrskov Taekwondo Klub, og sidste efterår kunne klubben fejre 25-årsjubilæum. Connie og Momme er stadig drivkræfterne. Connie har alle dage været kasserer, og Momme har altid været cheftræner samt enten formand eller næstformand. I 2021 trådte han dog ud af bestyrelsen for at arbejde mere koncentreret omkring instruktørdelen.
Udviklingen
Klubben begyndte som nævnt på Haldum-Hinnerup Skolen i 1997. Connie og Momme startede op med ti medlemmer, hvoraf de to var deres egne børn.
I takt med at medlemstallet steg, rykkede klubben også ind på både Søndervangvangskolen, Korsholm Skole og Bavnehøjskolen.
Men ønsket om egne lokaler voksede, sådan at klubben selv kunne skabe rammerne. Connie og Momme søgte kommunen om lov til at rykke i egne lokaler i 2007, men det blev først en realitet i 2012, hvor Favrskov Taekwondo Klub flyttede ind i de lokaler, hvor Hadsten Motionscenter engang lå på Thomsensvej 2B i Hadsten.
»Lokaliteten var egentlig ikke optimal, for omklædningen lå bagved træningssalen, så man skulle igennem salen for at kunne klæde om. Derfor var vi nødt til at indbygge pauser mellem hver træning, så folk kunne komme i bad. Desuden var der søjler i salen,« siger Connie Emmik Knutzen.
»Men vi fik opbygget den kultur, vi gerne ville,« fortsætter Momme Heinrich Knutzen.
Ser det hele menneske
Da lokalerne på Thomsensvej blev sat til salg, måtte klubben på jagt efter et nyt sted at være. Det skulle vise sig at blive en længere tids søgning, før det endte ud med, at klubben 1. september 2021 flyttede ind i det nybyggede kampsportscenter ved Hadsten Hallen.
»Vi har haft som krav, at vi skal have det her lokale, hvor vi kan trække ind, når træningen var slut. Det er med til at skabe rammerne om fællesskabet, som er meget vigtigt i klubben. Det er her, vi kan sætte os og snakke efter træning – det kan handle om taekwondo men også privat. Eller vi kan lave teori-undervisning eller træning for enkelte elever.«
Fællesskab og plads til alle er nogle af nøgleordene i klubben.
»Her i klubben har vi et holistisk syn på mennesket – vi ser det hele menneske. Har man et handicap, så ser vi på, hvad man så kan, og vi prøver at give alle en oplevelse af succes. Det kan godt være, at du mangler en arm, eller du er autist og ikke kan rumme noget bestemt, men hvordan kan jeg så udfordre dig,« siger Momme Heinrich Knutzen.
I dag har klubben i alt 225 medlemmer. Et enkelt hold kører fortsat på Haldum-Hinnerup Skolen, men størstedelen af klubbens aktivitet foregår altså i Hadsten.
Sporten førte dem sammen
Taekwondo har været en tro følgesvend gennem det meste af Connie og Mommes liv. Faktisk var taekwondo årsag til, at Connie og Momme mødte hinanden tilbage i 1978. En lidt pudsig historie.
Connie var dengang sygeplejeelev på Rigshospitalet. Her blev hun veninder med en af de andre elever, hvis kæreste dyrkede taekwondo og var sort bælte. Kæresten ville åbne en Taekwondo-klub i Valby, og Connie hjalp til med at male og sy gardiner dertil. Som tak fik hun gratis træningstimer.
»Jeg spillede meget håndbold, så det var noget helt andet, end jeg var vant til, men jeg prøvede,« siger Connie Emmik Knutzen.
En dag var Momme gæstetræner i klubben, og sød musik opstod.
Parret flyttede sammen til Aarhus og begyndte i Aarhus Taekwodo Klub, før de selv i 1982 åbnede Risskov Taekwondo Klub. Her lagde de rigtig mange kræfter ved siden af Connies job som sygeplejerske og Mommes job som skolelærer.
Da familien på et tidspunkt ønskede at flytte i en større bolig, faldt valget ved et tilfælde på en grund i Hinnerup. Her byggede de hus, og så er vi faktisk tilbage ved denne artikels begyndelse.