Danmarksmester fortæller om at holde sig i form
Den tidligere Danmarksmester og professionelle cykelrytter Allan Johansen kommer til Hammel mandag 8. marts.
Den tidligere professionelle cykelrytter Allan Johansen kommer forbi Hammel Cykle Klub mandag 8. marts, hvor han vil fortælle om, hvordan man kommer i bedre form og bliver en bedre motions-rytter. Denne aften er åben for alle, både nuværende medlemmer og de, der måtte ønske at snuse til en cykleklub i vækst og med plads til flere motionister på alle planer. Så mød op og få inspiration til sæsonens træning. Der er gratis adgang.
Allan Johansen har mange cykel-kilometer bag sig og er en meget erfaren cykelrytter. Han sluttede karrieren i 2009 med en flot 6. plads i Danmark Rundt. Allan har tidligere kørt for ammels eget Team fakta-hold og Team CSC og sluttede med at køre for Designa. Han blev Danmarksmester i 2006.
Klar til ny motionssæson
Samme aften vil Klubbens motionsafdeling fortælle om den kommende sæsons program, som indledes lørdag den 27. marts med en kort fælles tur på ca. 40 km. Efter turen er der suppe og røverhistorier i klubhuset. Her kan man også kigge på det nye klubtøj, som klubben netop har fået hjem fra dens leverandør. Det er mandag den 8. marts kl 19.30 i klubhuset på Stadionvej i Hammel.