26 gymnastikhold viser talenterne frem
Nu er tiden inde til årets største begivenhed i gymnastiksammenhæng i Hinnerup.
»Vi glæder os ubeskriveligt meget til 25. marts,« siger Rikke Meineche, som er formand for Hinnerup Gymnastik.
Og hvad foregår så 25. marts? Jo, det er såmænd gymnastikafdelingens Forårsopvisning 2023, som finder sted fra klokken 10.00 i Søften Kultur og Idrætscenter.
»For de fleste gymnaster er deltagelsen i Forårsopvisningen årets største begivenhed i gymnastiksammenhæng, og holdene har igennem hele sæsonen arbejdet hen mod opvisningen. Det er bare noget helt specielt at få mulighed for at vise forældre, bedsteforældre og søskende noget af alt det, vi har arbejdet med gennem hele sæsonen,« fortsætter Rikke Meineche i en pressemeddelelse.
26 af Hinnerup Gymnastiks hold deltager i opvisningen, der altså begynder med indmarch klokken 10 og afsluttes af det store juniorhold med rytme og spring cirka klokken 15.30. Derimellem har alt lige fra forældre/barn-hold og masser af spring- og rytmehold for børn været på gulvet.
Dørene åbnes klokken 9.30. Lad bilen stå, hvis du kan, for der er begrænsede parkeringsmuligheder.
»Nu mangler vi vist bare at pudse fanen og transportere gymnastikredskaberne til Søften,« lyder det fra Rikke Meineche.
csj