Det danske mountainbike enduro mesterskab gæster Ulstrup
For tredje år i træk lægger Danmarks største enduro mountainbike løbsserie vejen forbi Ulstrup med Ulstrup IF som vært.
Stemningen vil være i top i start- og målområdet, når mere end 400 mountainbikere fra hele Danmark den 26. marts sætter hinanden stævne til første afdeling af det danske enduro mountainbikemesterskab i Ulstrup.
Rytterne sendes i mindre hold løbende ud på en 26 kilometer lang rute, hvor de undervejs skal forcere 11 teknisk svære nedkørsler. Rytterne får kun registreret tiden på de forskellige nedkørsler, og det er rytteren med den samlede hurtigste tid på alle nedkørsler, der tager trofæet og point med videre i det samlede klassement.
Nedkørslerne, som frivillige kræfter fra Ulstrup IF’s mountainbikeafdeling har forberedt over de sidste mange måneder, byder på hop, drop og meget stejle sektioner, hvilket næsten giver garanti for action.
Der vil derfor være høj underholdningsværdi for de tilskuere, der tager en tur i skoven og oplever løbet på tætteste hold. I ugen op til løbet offentliggøres et kort over gode tilskuerspots på Facebooksiden ”Ulstrup ved Gudenåen” samt ”Ulstrup Idrætsliv”, så det er nemt at finde gode steder at følge løbet, der strækker sig fra klokken 9 til klokken 15.
Rytterne kommer blandt andet forbi MTB-sporet i Amstrup Bakker, bakkerne bag Ulstrupbro Kirke samt i skoven bagved start- og målområdet ved Hagenstrup Mølle.
I start- og målområdet vil forskellige udstillere fremvise cykler og andet udstyr fra diverse mærker. Ulstrup-spejderne sælger hjemmelavede bøfsandwich, og det vil være muligt at købe drikkevarer hertil.
I 2023 er der samlet set seks afdelinger af løbsserien Trialcup. Alle afdelinger finder i år sted i Jylland, og udover Ulstrup tæller destinationerne Ry, Silkeborg, Vejle, Skanderborg og Horsens.
Læs mere om arrangementet på www.trailcup.dk.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d
sra