Hinnerup har Danmarks bedste børneskytte: Oliver satte 130 konkurrenter til vægs
13-årig skytte fra VBF’s Skyttelaug Hinnerup vandt DM i luftriffel.
VBF’s Skyttelaug Hinnerup har fået en dansk mester.
Den dygtige skytte er 13-årige Oliver Englyst Hasager fra Norring, der ved DGI Danmarksmesterskaberne i Vingstedcentret skød sig til tops i 15 meter luftriffel.
Oliver stillede op i den bedste børneklasse, BK1, som han vandt ganske suverænt i konkurrence med 130 andre skytter. Hinnerup-skytten ramte den allerinderste ring i 30 af sine 40 skud, mens den næstbedste skytte ”kun” ramte 24 gange.
Han deltog også i kaliber 22 salonriffel, hvor han skød sig videre til finalen og blev nummer syv.
Den meget talentfulde børneskytte har gået til skydning i Hinnerup i mange år og træner desuden i Aarhus, der har elektroniske skydebaner. Efter sommerferien rykker Oliver op i juniorklassen.
VBF’s Skyttelaug Hinnerup havde to andre skytter med til DM.