Velforberedte og dedikerede drenge er Årets Unge Ildsjæle
Flot hæder til to helt unge trænere fra Team Favrskov Håndbold.
I sidste uge kunne du her i avisen læse, at Favrskov for andet år i træk ligger inde med Årets Forening – i år hev Hammel GF nemlig titlen hjem – men det er altså ikke den eneste titel, vi har sikret os her i kommunen. Årets Unge Ildsjæle kan vi nemlig også præstere i form af Jonas Helbo Lund og Tobias Rask Kristoffersen fra Team Favrskov Håndbold. Det blev afsløret på DGI Østjyllands årsmøde 27. april, hvor foreningslivet i Østjylland blev hyldet.
Jonas og Tobias var oppe mod 11 andre nominerede, men de to raske drenge trak altså det længste strå. Med prisen følger et gavekort på 5.000 kroner, som er øremærket til en styrkelse af foreningen.
Håndbold for SJOV
Det er formanden i Team Favrskov Håndbold, Ole Busk Henriksen, som har nomineret de to U15-drenge til Årets Unge Ildsjæle:
»Drengene har med overbevisning stået for ’Håndbold for SJOV’, som er træning for de mindste børn og deres forældre,« lød det blandt andet i indstillingen, som fortsatte:
»De her to gode drenge går velforberedte og meget dedikeret til opgaven. De er gode til at snakke med forældre og lige så gode til at være sammen med børnene.«
’Håndbold for SJOV’ er gået fra 24 til 67 medlemmer på én sæson.
»Gennem forberedelse og afvikling af træningen har de to drenge skabt en familieaktivitet, som er til stor glæde for de mindste børn på tre-fem år og deres familier,« lyder det i en pressemeddelelse fra DGI Østjylland.
Venskab og sammenhold
De to trænere blev overrasket med prisen under en håndboldkamp, hvilket vakte jubel i hallen. De fortalte herefter om fordelene ved deres frivillige arbejde, hvor Tobias Rask Kristoffersen især lagde vægt på det stærke fællesskab:
»Vi har det megagodt, og det er megafedt at have det her hold sammen. Det styrker vores venskab og sammenhold,« sagde han.
Og netop passionen for håndboldtræning står til at vare ved mange år endnu:
»Jeg drømmer om at få en dreng og skulle træne hans hold, når jeg bliver stor, og se ham kæmpe rundt på banen, ligesom vi gør i dag,« sagde Jonas Helbo Lund.
csj